Magtens Korridorer leverer et sandt rockeventyr, når de med bredde, højde, længde og tyngde udfolder et univers af både hård og poetisk lyd. I kølvandet på deres nye singleudgivelse ’Club Promise’ annoncerer de nu en tour i samme navn.

’Her har du lyset, der aldrig går ud. Her har du festen, der aldrig holder op.’ Sådan lyder de første to linjer i Magtens Korridorers nyeste single ’Club Promise’. Den sidste forgænger til det kommende album, som udkommer i 2021 og deler navn med singlen. Club Promise placerer sig som en kommentar til den pandemiske tid, vi befinder os i – med alt hvad det indebærer – og sender os samtidig direkte ind i denne potente tour, hvor livemusikken atter kan brøle.

Magtens Korridorer formår med både hårde slag og delikatesse at skrive dansk rockhistorie. Med en unik umiddelbarhed skriver de sig ind i enhvers hverdagslige trummerum og formår samtidig at holde alt det genkendelige ud i strakt arm. Ironien, det brølende og det helt store spørgsmålstegn er i højsædet, når Magtens Korridorer sætter trivialiteter under loop og smadrer derudaf med hårdtslående realisme.

I 2005 udsendte de albummet ‘Friværdi’, og snart indtog de fem herrer med succes folkets hjerter. Anmelderne brugte ord som ‘magtdemonstration’ og ‘Dansk rocks nye magthavere’, og i dag er Johan Olsen (vokal), Anders Ramhede (trommer), Niklas Schneidermann (guitar), Rasmus Kern (guitar og keys) og Terkel Møhl (bas) massivt etableret på den danske livescene. En bedrift de for alvor kan befæste til foråret, når de sætter liv i barrikaderne med en fandenivoldsk og progressiv energi.

Support Roxy Jules

Roxy Jules har lige udgivet EP’en “Still Falling Through The White” den 23. april 2021. Singlen “Jocelyn” er produceret af ingen ringere end Anders Trentemøller og var i lidt over en måned den mest spillede sang på P6 Beat.

Bag navnet Roxy Jules finder man sangerinde, sangskriver og musiker Julie Runa. Roxy Jules er støvet, insisterende og beskidt, men samtidig også smukt, skrøbeligt og porøst. Sangene er bygget op omkring distortede guitarer, elektroniske beats, støj og Julie Runa’s indtagende vokal og tekster. Hun er blevet beskrevet som en slags kærlighedsbarn af PJ Harvey og The Kills-forsanger Alison Mosshart.

Hvornår: 04.11.2021
Koncertstart: kl. 21:00 (døre kl. 20:00)
Hvor: Eksercerhuset
Pris: 325 kr ekskl. gebyr

Koncerten sælges unummereret.

Handicappede med gyldigt ledsagerkort fra Dansk Handicapforbund kan gratis medbringe en ledsager.
Bestil din billet via Billet.dks kundeservice på 42 29 00 00.

KØB BILLET

Seneste